Blood and Bone

onsdag 27.1.10 - Af Morten Pedersen - On-Z.dk

Steven Seagal go home...

Jeg har i en tidligere anmeldelse på denne side slået på tromme for, at Steven Seagal skulle trække sig tilbage – om ikke andet, så i hvert fald lade være med at lave kampsportsfilm, hvor han selv er udøvende. Nu kan jeg så passende foreslå en potentiel arvtager, efter at have haft fornøjelsen af "Blood and Bone".

Hovedrolleindehaveren, Michael Jai White var for mig et ukendt navn, men lidt informationssøgning fortæller, at han trods alt ikke er et helt ubeskrevet blad, i det han både har været med i Steven Seagal og Van Damme film, været superhelt i "Spawn" og leget Mike Tyson.

I "Blood and Bone" får han lov at være hovedpersonen og uddele tæsk til højre og venstre. Det ser han unægtelig også ud til at være god til, og atter lidt informationssøgning viser, at han behersker 7 forskellige kampsportsarter – og vi snakker så om den virkelige verden. Dertil er han bygget som en middelstor bodybuilder og har i øvrigt udseendet med sig. Altså: her er potentialet til en ny stjerne på kampfilms-scenen.

"Blood and Boone" starter super ud; Vores hoved person, Bone, befinder sig af uvisse grunde i fængsel, hvor 7 grumme fyre (eller ca. deromkring) har besluttet sig for, at der skal uddeles lidt håndmadder. Bone vender sig stille om, fortæller anføreren i gruppen, at han nu vil tælle til ti, og de så skal fise af, inden de får klaps. Det modtages med munterhed, men resultatet er givet på forhånd. Inden længe ligger de 7 på gulvet og ømmer sig (jeg har tit undret mig over, at den sidste i køen til at få tæsk, altid optimistisk kaster sig over helten, når nu han har set hvor let de andre klapses, men ok…)

Sådan! Stilen er lagt, og man ved, at der er at gøre med en hovedperson, der kan sit kram.