Anmeldelse


Michael Mann har altid været garant for at skabe store episke dramaer med et visuelt know how og en fængslende historie fortalt ud fra filmmagerens amerikaniserede ABC. Ganske vist var filmatiseringen af tv-serien "Miami Vice" ikke noget nutidigt mirakel, men som håndværk fungerede både "Collateral", "The Insider" og "Heat" helt efter forskrifterne. Og hvorfor dog ændre på den levedygtige opskrift?

Det skulle der nok være behov for i nyeste opus fra samme hånd. Senest har den amerikanskfødte instruktør nemlig rodet sig ud i filmatiseringen af den notoriske forbryderkonge John Dillingers liv og levned i "Public Enemies". Et storladent og episk drama helt som forventet.

Alligevel er det svært at lade sig imponere af dette værk, der tilsyneladende ikke mangler noget. Det gør det så alligevel. Karaktererne er flade og upersonlige, og scenarierne trækkes også for meget i langdrag, uden at der sker væsentlige sager.

I hovedrollen finder man Johnny Depp, der med sin introverte facon skal udfylde forbryderkonges aflagte klæder. Og det gør han for så vidt fortrinligt. Han er tilpas mystisk til, at man på en eller anden vis fascineres af det sagnomspundne gangsterliv.