Panasonic ST50 plasma
Panasonics ST50 plasma-TV fejer dyrere LED-TV af banen.

Panasonic ST50

14. sep 2012
- af Kim Fredtoft - Recordere.dk / AV-blog.dk

På betragtningsvinkel, farvegengivelse, 3D, bevægelseshåndtering og sortniveau tørrer ST50 ganske enkelt samtlige LED skærme til mange gange prisen fuldstændig af banen og leverer en billedkvalitet, som er uhørt til prisen.

Panasonic har i mange år været kendt for deres markedsledende plasmaskærme, som har været go-to mærket, siden Pioneer forlod markedet for 4-5 år siden. Konkurrenterne fra Samsung er efterhånden konkurrencedygtige på billedkvaliteten, men hvis man spørger rundt blandt plasmaentusiaster, så er det oftest mærket Panasonic, man vil få anbefalet.

ST serien er, hvad vi betragter som Panasonics entry-level 3D serie i den gode ende. Skal man op i hierarkiet følger GT50 serien med hurtigere panel og flere features grundet dual-core processor, og topmodellen VT50 som føjer endnu bedre skærmfilter og 3D briller til. Nedadtil flankeres ST50 af de billigere serier UT50, XT50 og X50, hvoraf X50 er den eneste model, som ikke tilbyder 3D.

Design og fjernbetjening
Panasonic har ganske givet stået over for en spændende udfordring, da de skulle specificere årets plasmaskærme i den bedre ende. Luksusproblemet er, at deres paneler (med de forbehold som fremgår nedenfor) nu er så gode, at det er svært at differentiere den allerdyreste VT50 model fra de billigere serier på billedkvaliteten. Sortniveau og billedgengivelse er på mange områder ens, så der skal segmenteres på design og medfølgende tilbehør.

På den baggrund kan man se designet på ST50 serien som et mere eller mindre bevidst forsøg på ikke at give hele bondegården væk i de billigste modeller, men forbeholde nogle designdetaljer til dem som køber premium produkter.

Derved ikke sagt at ST50 serien er grim at se på. En traditionel mørkebrun ramme med en gennemsigtig akrylliste yderst giver et afdæmpet design, som næppe vælter nogen ned af stolen. Resultatet er sådan set nydeligt nok, men når man ser på hvad konkurrenterne (inklusive Panasonics egne GT50 og VT50) leverer på designsiden, så ligner ST50 noget fra sidste års kollektion. Den medfølgende bordfod giver mulighed for at dreje TV'et op til 10 grader hver vej på 50" udgaven, mens 55" og 65" ikke kan drejes.

Der er heller ikke meget spræl over den medfølgende fjernbetjening, som er den samme, der medfølger til alle Panasonics TV i år. Designet ligner meget det, Panasonic har medleveret de sidste mange år, bortset fra at fjernbetjeningen i år er i højglans finish, og derfor meget hurtigt kommer til at samle fedtfingre og se lidt smudset ud. Designet af fjernbetjeningen er hverken værre eller bedre, end hvad konkurrenterne leverer med deres TV.

Hvad funktionalitet og feel angår, så er vi generelt meget begejstrede for Panasonics fjernbetjening. Den ligger godt i hånden, virker robust, og de store knapper til de vigtigste funktioner gør det let at betjene den uden at se på knapperne. Alle væsentlige knapper har indbygget lys, og sendestyrken er fremragende, så det er let at betjene fjernsynet på lang afstand (om end ikke i lige så skæve vinkler som på B&O).