Da talefilmen kom på mode
Det nyeste skud på stammen inden for decideret filmkunst er noget, som gik af mode for lang tid siden: En stumfilm. Nu er denne taleløse filmgenre blevet hevet op af skuffen og pudset af takket være "The Artist", der er gennemsyret af charme og en udtalt forkærlighed for filmhistoriens forfader.
Året er 1927, og George Valentin er en stor filmstjerne. Med sin overlegne facon og indsmigrende smil charmerer han både kvinder og mænd, og kameraet elsker ham.
Ægteskabet går måske ikke så godt, men George er ligeglad, for han har Hollywood i sin hule hånd, og hvad mere kan man ønske sig?
Ved en tilfældighed møder han Peppy Miller - en bedårende pige, der har en stor drøm om at blive en succesrig, kvindelig pendant til sit store idol: George Valentin.
Skæbnen vil, at det lykkes hende, men samtidigt med at talefilmen gør sin store entré på Hollywoods stjernehimmel, driver George hen i glemslen på grund af sin dumdristige loyalitet over for stumfilmen.
Disse nymodens talefilm har han kun hån tilovers for, men langsomt går det op for ham, at mens hans egen karriere langsomt kører af sporet, bliver Frøken Miller til en større og større stjerne.
"The Artist" er en stumfilm i sort/hvid. Dette i sig selv lyder som en farlig idé i disse 3D-tider, men det, der for alvor får "The Artist" til at fungere, er, at den har en ironisk, men samtidigt kærlig tilgang til den gamle stilart.
Instruktøren Michel Hazanavicius leger med genren og gør det med et nærmest poetisk overskud, der gør, at man ikke kan undgå at flyde med og nyde "The Artist" gennem ethvert billede og enhver uhørlig lyd.