Sænke slagskibe: The Movie
Da legetøjsfabrikanten Hasbro annoncerede, at deres brætspilsevergreen "Sænke slagskibe" skulle filmatiseres, blev Jordens rotation formentlig truet af den efterfølgende hovedrysten.
For hvordan i alverden kan man klemme et filmmanuskript ud af et plotløst spil, der udelukkende går ud på at placere bitte brikker i små huller? Men selvom "Battleship" på papiret lød som et plat påskud for at sælge flere plastikplader, så er det endelige resultat ikke blot hæderligt, men hamrende underholdende.
En gruppe videnskabsmænd sender et radiosignal til en fremmed planet, der ligner Jorden, i håbet om at få respons. Svaret falder prompte, da en række gigantiske rumskibe styrter ned i Stillehavet og afbryder den amerikanske flåde midt i en storstilet øvelse.
Det bliver hurtigt klart, at de fremmede væsner har skumle planer, så nu hviler planetens skæbne i hænderne på de relativt uerfarne sømænd, som tilfældigvis befinder sig på indersiden af en enorm barriere, som bæsterne har opstillet på havet.
Taylor Kitsch har hovedrollen som den rebelske fændrik Alex Hopper, som pludseligt må mande sig op og agere kaptajn, da hans overordnede ikke kan trænge igennem rumvæsnernes solide skjold.
Så langt, så kliché. Der er ingen tvivl om, at instruktøren Peter Berg har skelet til adskillige andre sci-fi-eposser om heroiske soldaterkammerater.
Hopper er eksempelvis en tro kopi af den unge Kaptajn Kirk i J.J. Abrams' fænomenale "Star Trek", og skillelinjen mellem de to films fortællinger er også hårfin. Men selvom "Battleship" er et sammensurium af genkendelige krydderier, er det svært at klage, når ingredienserne er så veldoserede og tilfredsstillende, og når mængden af overflødigt fedt næsten er lig nul.
Og så har "Battleship" samtidigt den helt rette kvantitet af et pulver, som Hollywood for ofte lader stå i skabet: Selvironi.