Vi så for nyligt på LG's HR925 Blu-ray-optager, og denne gang har vi set nærmere på den direkte konkurrent fra Samsung, nemlig deres "lille" BD-E8300N model.
E8x00 serien fås i tre versioner med hhv. 320, 500 og 1000 GB indbygget HDD. Optagerne er derudover identiske. Fælles for disse er dermed også, at de har dual tuner til både DVB-C og -T og at de afspiller 3D Blu-ray.
Lad os se om Samsung har strikket en konkurrencedygtig maskine sammen, som kan tage kampen op mod både LG og deres egen Yousee-boks.
De første indtryk
Som med LG HR925, så er E8300 ikke nogen lille afspiller. Rent æstetisk, så er udseendet af E8300 dog lidt renere, idet der ikke er knapper på fronten - disse er i stedet indbygget i displayet, som er berøringsfølsomt. På displayet vises knapperne dermed i VFD displayet sammen med information om optagetid, klokkeslet mv. Blu-ray drevet er også her af slot-in typen.
På fronten finder vi også tilslutning for USB-enheder og på siden af afspilleren findes CI slottet, hvori CA modul og programkort skal indsættes.
På bagsiden af afspilleren finder man indgang til LAN, antennekabel (passthrough), HDMI udgang, en ekstra USB-port, en optisk digital lydudgang og analog video i komposit-kvalitet.
Blæseren ses også midt på afspilleren. Netop blæseren var desværre af en mere støjende karakter, og den kunne høres for det meste under brug af afspilleren. Dertil var selve HDD'en og det optiske drev i afspilleren også ganske støjende under brug, hvilket taler for at gemme den væk i et møbel et sted - hvilket så igen øger temperaturen, som så kræver yderligere køling...
Det virker dog underligt, at Samsung mener, at der er behov for køling konstant, idet afspilleren ikke føltes varm under brug. Flere gange blev det også observeret, at kølingen gik i gang i perioder, hvor afspilleren var slukket, på trods af at der ikke var skemalagte optagelser i gang.
Ud over LAN porten er afspilleren også forsynet med WIFI forbindelse, som det efterhånden er ved at være standard inden for Blu-ray udstyr i +1000 kr. klassen.