Den svenske instruktør Thomas Alfredson ("Lad den rette komme ind") har fået den ære af at stå i spidsen for filmatiseringen af "Dame, Konge, Es, Spion", og han formår med stilsikkerhed at fange vores fulde opmærksomhed og tager os en tur med tilbage til begyndelsen af 70'erne, hvor koldkrigstidens uhyggelige paranoia hersker.
Manglende kontrol i sikkerheden
Gary Oldman spiller den pensionerede superspion George Smiley, der, for en kort periode, vender tilbage til den britiske efterretningstjeneste for at undersøge en sag blandt egne rækker. En muldvarp er løs i toppen af ”cirkusset” (toppen af den britiske efterretningstjeneste) og informerer de sovjetiske magthavere med tophemmelige dokumenter.
Smiley modtager en liste over mulige afhoppere, af sin gamle chef ”Control” – brillant og hysterisk spillet af John Hurt-, der nu har mistet kontrollen og er sunket ned i en tilstand af vanvid og paranoia. Smiley må nu ene og alene undersøge gamle kollegaer for mistanke. Det bliver ikke en let sag og da Smiley opdager sit eget navn på listen, intensiveres søgen på den skyldige.
Deltag i konkurrencen om at vinde "Dame, Konge, Es, Spion" her
En tavs spion
I sin efterforskning støder Smiley på agenter med kryptiske scenarier og konspirationer, der gør det svært at udelukke nogle som mistænkte. Smiley er imidlertid iskold. Han er snu, listig og trods ingen ved det - heller ikke os bag skærmen - er han konstant et skridt foran alle andre.
Smiley er en mand af få ord og siger næsten ingenting. Han bruger tiden på at lytte og observere. Han stoler ikke på nogle og deler ikke ud af sine opdagelser, hvilket hjælper ham til at lægge det kryptiske puslespil.
Der skal en klasseskuespiller til at spille en karakter, der skal være til stede uden at sige eller gøre noget og samtidig fylde det hele. Det kan Oldman. Han spiller med så stor overbevisning og indlevelse, at Smileys egen fortvivlelse og ensomhed lyser ud af ham, skønt det ikke nævnes med et eneste ord.
Alfredson siger i øvrigt selv, at det ikke er ideen om at lave en spy fiction film, der interesserer ham, men hele ideen med ”den tavse spion” og relationerne mellem de forskellige personer involveret i og omkring ”Cirkusset”.