Liz er en prostitueret i Los Angeles' gader. Vi følger hende på livets landevej, mens hun forsøger at få kunder, så hun kan få penge og måske finde en vej ud af den livsfarlige branche.
Tragedie og komedie
"Whore" er en brutal film, men der er også øjeblikke med rigtig god humor. Selvfølgelig har humoren for det meste med sex at gøre, for denne film viser, bedre end så mange andre, mænd og kvinders forskellige opfattelser af sex.
Vi snakker om seksuelle fantasier og seksuelle fakta. Gennem den prostitueredes øjne ser vi, hvor lattervækkende og morsomme seksuelle fantasier rent faktisk kan være.
Det kan godt være en smule sjovt, men også foruroligende. For der er også meget brutalitet til stede. På trods af at vi har set det før på film, og at vi ved, det foregår i virkeligheden, rammer brutaliteten os som en hård påmindelse om, hvad der er virkelighed for mange gadeludere i vores moderne samfund.
Hvad er det?
"Whore" er ikke en erotisk thriller eller en pornofilm. Den indeholder ganske lidt nøgenhed, og sexscenerne er alt andet end erotiske.
I stedet viser filmen, hvad en prostitueret på gadeplan går igennem. Filmen forsøger ikke at behage dig, men på den anden side er den heller ikke ude på at chokere dig.