Forud for Anden Verdenskrig driver jøden Adam Stein (Jeff Goldblum) et succesfuldt cirkus sammen med sin hustru og datter, hvor han påtager sig mange roller som klovn, tryllekunstner og knivkaster. Men nazisternes magtovertagelse bliver skæbnesvanger for den jødiske familie, da de alle bliver ført til en lejr, hvor de adskilles.
Adam bliver genkendt af en tidligere gæst i cirkusset, nemlig den nazistiske kommandant Klein (Willem Dafoe). Han tvinger Adam til at underkaste sig på ydmygende vis, men Adam føjer Klein i håbet om, at det vil redde hans familie. Dette indebærer, at han (bogstaveligt talt) må spille rollen som Kleins hund.

Adam overlever den forfærdelige behandling, men med dybe ar på sjælen. 17 år senere befinder han sig på en institution for sindssyge, som lider af massive traumer efter grufulde oplevelser under krigen. Umiddelbart fremstår Adam som en karismatisk verdensmand, og han betager både andre indlagte og personalet; blandt andet ved at have en (absurd) affære med en sygeplejerske. Men det karismatiske ydre er blot en facade for den skrøbelige person, han i virkeligheden er.
Da institutionen modtager en ny patient i form af en dreng, som i sine 10 leveår er blevet behandlet som en hund og derfor også agerer som en hund, bliver Adam draget til ham. Det fører Adam på en mental rejse, der åbner op for alle traumerne.
Op- og nedture
Udgangspunktet for Adam Resurrected er intet mindre end fremragende tænkt, baseret på en bog af israeleren Yoram Kaniuk. Og man sætter selvfølgelig næsen op efter en god filmatisering, når instruktøren hedder Paul Schrader, som gennem tiden har været involveret i film som The Yakuza, Taxi Driver og Raging Bull.