Toshiba 55ZL2 4K TV
Sony, LG, Samsung og Toshiba viste alle 4K-TV.

Oplevelser med 4K-TV på IFA 2012

7. sep 2012
- af Rasmus Larsen - Flatpanels.dk

Fladskærme med 4K-opløsning var et stort tema på dette års IFA 2012. Vi skal nok ikke forvente at se 4K-opløsning i samtlige af næste års stue-TV'er, men 4K er på vej. FlatpanelsDK fortæller her om billedoplevelsen på 4K-TV.

Samsung, LG, Toshiba, Sharp og Sony fremviste alle 4K-TV, og vi mødte dem endda også hos mindre prominente asiatiske TV-producenter. Det signalerer, at produktionen af 4K-paneler er gået i gang og ikke kun holdes i lokal regi, men også sælges til TV-producenter uden egentlig panelproduktion.

Sony, LG og Toshiba viste alle et 84" TV med den ekstremt høje opløsning, og billedoplevelsen var da også meget konsistent på de tre modeller. Billedmaterialet på skærmene var optaget i 4K, og kombinationen af ægte 4K-materiale og 4K-skærme gav en fantastisk detaljegrad. Særlig ved nærbilleder oplever man en klarhed i billedet, som Full HD skærme i store skærmstørrelser ikke kan levere.

I nogen sekvenser var detaljegraden så tæt på virkeligheden, at billederne fik en nærmest 3-dimensionel effekt på trods af, at der kun blev vist 2D-billeder.

4K går hånd i hånd med størrelsen på TV'et, og efterhånden som forbrugerne går op til 60", 70" og endnu større formater, begynder 4K at få sin berettigelse. Samsung viste eksempelvis en 4K-skærm på 70", og selv i denne skærmstørrelse er det nemt at få øje på forbedringerne.