Samsung buet SUHD TV

Samsung - og deres kunder - holder fast i de buede TV-skærme

2. nov 2016
- af Hjalte Brasen - HIFIpriser.dk

I Norden var hvert tredje solgte Samsung high-end fjernsyn på 55" eller større en buet model i 2015.

Det er tre år siden, at de kurvede fladskærme gjorde deres indtog på markederne rundt omkring i verden.

Siden da har der været en del palaver om deres relevans, og branchen selv har da også været noget uenig om, hvordan de buede TV klarer sig.

Læs også: Branchen i åben krig om at erklære buede TV døde

Nu slår Samsung imidlertid fast, at de anser buede fladskærme for at være en succes, når vi taler om de dyrere high-end TV på 55 tommer eller mere.

For her viser Samsung egne tal, at der i Norden bliver solgt 33% buede fladskærme, mens tallet her i Danmark er helt oppe på 37%.

”En del af Samsungs målsætning er at kunne tilbyde et bredt sortiment til vores kunder. Alle produkter behøver ikke have bred appel, og der skal være lidt til forskellige underholdningsbehov.

Samsung buet TV skærm i stuen

Især blandt de designorienterede forbrugere, der søger noget lidt ud over det sædvanlige, oplever vi efterspørgsel på de buede TV,” fortæller Christian Skøtt, salgschef for TV hos Samsung Danmark.

Samsung sammenligner selv de buede TV med oplevelsen fra biografen, hvor lærredet også har en bue for at give en bedre visuel oplevelse til alle i salen.

Læs også: Test: Som at være i biografen derhjemme - anmeldelse af Sony Bravia KD-55XD9305

Og når fladskærmene kommer op i de store størrelser bliver de også ofte brugt i rum, der er dedikeret til hjemmebiografen, og på den måde gøres der lidt mere ud af oplevelsen.

”En forbrugerundersøgelse, vi lavede for nogle år siden, viste, at det især var blandt mændene, at der var ønske om at lave et særligt TV-rum. Så en del af salget hænger måske også sammen med, at mændene har fået mere at sige, når det kommer til indretning af hjemmet”, forklarer Christian Skøtt, men den udtalelse lader vi stå for hans egen regning.

 

-->