Anki Overdrive Fast & Furious Edition

Test af Anki Overdrive Fast & Furious Edition racerbane

17. okt 2017
- af Hjalte Brasen - EDBpriser.dk

Anki Overdrive er en sjov og avanceret racerbane, hvor du styrer bilerne og deres våben med din smartphone, men det er en dyr fornøjelse.

Det vækker næsten altid begejstring på en redaktion med kun mænd, når der kommer nyt tech til test, og når der så kommer en avanceret racerbane ind af døren i form af Anki Overdrive Fast & Furious Edition, så er glæden alt andet lige noget større end sædvanlig.

For de fleste af os kan tænke tilbage på vores barndom, hvor vi gav den gas mod familien og vennerne på en klassisk racerbane med biler i et fast spor rundt på banen, og tricket var ikke at give den for meget gas på gashåndtaget, så bilen fløj ud af banen i svingene.

Avanceret ræs med smartphones

I mellemtiden er der sket meget på forbrugerelektronik markedet, hvor smartphones bliver koblet op på alt fra overvågning til mængden af mælk i køleskabet, og så det er jo meget naturligt, at man nu også bruger de smarte mobiler til at lave noget smart legetøj.

Læs også: Star Wars' onde imperie går i krig mod støvet i form af to nye robotstøvsugere

Bilerne i Anki Overdrive styres således med din smartphone via Bluetooth, hvor du på skærmen har en speeder og en bremse, og efterhånden som du kommer videre i spillet, dukker der også knapper op til våben.

Anki Overdrive Fast & Furious Edition mobil interface

Ret beset er det dog så som så med styringen, for det er først og fremmest ved vejbaneskift, at man styrer bilen, som selv er ret god til at holde sig på banen og komme rundt i svingene, men det er nu også okay, for når man samtidig skal holde styr på modstandere og affyring af egne våben, så har man faktisk rigeligt at se til.

Bilerne oplades på en ladestation med plads til fire biler, og herefter placeres de på banen, hvor de starter med at scanne den opbyggede bane ind i bilens hukommelse (man kan lave otte forskellige baner ud af banedelene i et starter kit), og så er man klar til at køre.

Anki Overdrive racerbane

Man kan køre mod en menneskelig modstander eller mod en med kunstig intelligens eller vælge en kombination, hvor man arbejder sammen med sin makker mod en spilstyret modstander for enten at nå hurtigst i mål eller få et givent antal point først.

Point opnås ved at skyde sin modstander eller hacke vedkommende på en bestemt del af banen, og det er ved denne udvidelse af den klassiske racerbane, at Anki Overdrive bliver rigtig sjovt, for så skal der også tænkes lidt strategisk, og det kan nogle gange være en fordel at bremse op og lade modstanderen komme foran, så man kan skyde ham.

Anki Overdrive Fast & Furious Edition biler

Spillet er bygget op med en kampagne, hvor man ved at besejre forskellige modstandere får lukket op for nye våben og funktioner, og det er muligt at købe opgraderinger til bilerne i løbet af spillet, og det gør alt sammen Anki Overdrive noget mere langtidsholdbart end den gammeldags racerbane, hvor det lidt gjaldt om at finde det der punkt på gashåndtaget, der holdt bilen i tilpas høj fart til, at den lige præcis ikke skred ud i svingene.

Anki Overdrive til Fast & Furious fans

Anki Overdrive Fast & Furious Edition kommer med to biler fra filmene, Doms Ice Charger og Hobbs' International MXT, og så er spillet besat af karakterer fra filmene, og det er komplet med replikker fra filmene, der er strøet ud over gameplayet.

Anki Overdrive Fast & Furious Edition

Det er meget sjovt, og vil selvfølgelig først og fremmest være et hit for fans af den højoktane og testosteron-pumpede filmserie - andre vil nok finde lige så meget glæde i det almindelige starter kit, der er nogle hundrede kroner billigere.

Og prisen er nok den største anke ved Anki Overdrive racerbanerne, for hos vores kære kolleger på PriceRunner koster Anki Overdrive Fast & Furious Edition cirka 1.800 kroner, mens man "kun" skal af med omkring 1.500 kroner for det normale starter kit.

Læs også: Godt nyt til de nostalgiske: Commodore 64 genopstår efter 35 år

Hertil kommer ekstra banedele og biler, så man kan udbygge banerne og få flere spilmuligheder, og på den måde kan det godt løbe op i anseelige summer.

Anki Overdrive bane og biler

Til gengæld får man så også en absolut sjov og mere avanceret racerbane-oplevelse, der er noget mere interessant og underholdende i længden end i gamle dage, så Anki Overdrive kan godt anbefales til alle med racerblod i årerne, for der er mange timers underholdning i spillet.


Find de bedste priser på Anki Overdrive hos PriceRunner her