Libratone Diva farver

Libratone Diva - soundbar der pynter

13. nov 2014
- af Jens E. Hummelmose - Recordere.dk

Dansk design og dansk lyd er i høj kurs i det meste af verden, og danske Libratone er nu klar med deres næste skud på stammen. En soundbar med både AirPlay og Bluetooth.

Jeg husker stadig det år på IFA, hvor danske Libratone viste deres første Beat højttaler frem med USB dongle og et utraditionelt trekantet thermokande design.

Siden da er der løbet både en Live, en Lounge, en Zipp, en Loop, og nu en Diva igennem produktlinien. Væk er USB donglen. Nu er det streaming via Airplay, PlayDirect, Spotify Connect, HTC Connect, DLNA, Bluetooth 4.0 (aptX) og DLNA.

Libratone er stadig i lømmelalderen, men har alligevel formået at skabe så stor interesse, at de tidligere i år blev solgt til en asiatisk investor for et trecifret mio. beløb.

Hvad er Libratone Diva?
Libratone Diva er en ny soundbar, som både kan stå og hænge under TV'et. Udover at være højttaler for TV'et kan Libratone Diva også fungere som streaming højttaler via trådløst netværk og Bluetooth.

Libratone Diva er som alle andre produkter fra Libratone lækker i designet, og fronten er dækket af uld, der kommer i flere forskellige farver.

Diva har i modsætning til den ældre Libratone Lounge et meget blødt design med runde ender, og den virker på alle måder mindre dominerende i sit design end sin forgænger.

Under det sarte ydre finder man to 1" 25W tweetere, to 3" 50W mid-range højttalere samt en 5" 75W subwoofer. Ud over den ene 5" basenhed finder man også 2 passive basenheder, der fungerer som subwoofer med et areal tilsammen svarende til en 8" bashøjttaler.

Diva har iøvrigt indbygget nogle muslingeskalle-formede reflektorer til at give et bredere lydbillede, men mere om det under hvordan den lyder.

Læs også: Anmeldelse af Sonos PLAYBAR

På bagsiden, der er lavet af hård plast, finder man USB indgang, som kan bruges som musikkilde fra f.eks. smartphone og tablet, ligesom der er optisk indgang, som bruges til at tilslutte TV'et til Divaen.

Der er også en minijack indgang, hvis nogen stadig bruger det.

Desuden er der to knapper, der henholdsvis tænder/slukker trådløst netværk og Bluetooth.

På forsiden finder man lydstyrkeknap samt tænd/sluk til hele højttaleren, og der er gemt en IR modtager, så man kan bruge TV'ets fjernbetjening til at skrue op og ned for lyden.