Jake slår øjnene op. Det kraftige loftlys skinner skarpt i pupillerne, men overdækkes da to kittelklædte personer bukker sig ned over ham. Han ignorerer deres forsøg på at tjekke høre- og syns-sanser og rejser sig fra briksen. Synet af de havblå hænder, han har taget føring over, samt styrken fra hans nye krop gør ham usandsynlig frisk og kæk. Jake er blevet til en avatar, og oplevelsen kulminerer, da han bryder ud ad døren til laboratoriet, vandrer ud i det fri og indånder Pandoras luft for allerførste gang.
Jakes fascination over mødet med den helt nye verden er mageløs, og følelsen er gengældt. Ikke af verdenen selv, men af undertegnede. James Camerons vision af "Avatar" har været undervejs i godt 14 år, men det har været ventetiden værd.
Planeten Pandora er nemlig intet mindre end en genistreg. Hvert enkelt blad i skoven, hver eneste organisme på planeten er blevet computerskabt fra bunden med en så elegant sans for detaljer, at troen på den vidunderlige verden vokser for hvert minut. Dette skaber ikke bare et indlevende univers, men åbner samtidig op for en helt ny generation af effektfilm og slår fast med syvtommersøm, at alt er muligt med computergrafik.
Til gengæld har "Avatar" sværere ved at træde i samme store fodspor, når det kommer til fortællingen. Den unge krigsveteran Jake Sullivan (Sam Worthington) ankommer til planeten Pandora i kørestol for at overtage sin afdøde tvillingebrors avatar, en slags hybrid mellem menneske og den indfødte race kaldet na'vi.
Mennesket forsøger at høste nogle helt specielle sten fra Pandora, men mødes af modstand fra den høje, blåfarvede race, som lever i ét med deres verden. Jake får til opgave at overtale na'vierne til at flytte deres lejr, men mødet med den indfødte Neytiri (Zoe Saldana) ændrer alting.