My 50 Dates with Drew
Med manden bag "Nutty Professor 2: Familien Klump" i instruktørstolen og barnlige gøglere som Adam Sandler og Rob Schneider foran kameraet lå det i kortene, at "50 First Dates" bare ville ende som endnu en forglemmelig og pueril farce på de førnævnte herrers respektive CV'er. Men sådan skulle det ikke gå. Heldigvis.
Mange nyere, såkaldte romantiske komedier har ikke den mindste snert af romantik i sig og omhandler kyniske kvinder og (hovedsageligt) mænd, som er bedøvende ligeglade med, hvor mange knuste hjerter de efterlader på vejen til den ultimative stegs/silds lagner.
I første omgang virker Sandlers karakter i "50 First Dates", Henry Roth, som en usympatisk charlatan af samme art. Han scorer kvindelige turister på stribe og stikker halen mellem benene, så snart et længerevarende forhold kommer på tale. Og da Henry møder den søde hawaiianer Lucy, træder han i karakter som en haj, der har fået færten af blod – drevet udelukkende af lyst og instinkt. For Henry er Lucy blot endnu en udfordring... endnu en potentiel tilføjelse til hans allerede alenlange liste af engangsknald.