Samsung UHD TV F9005
Samsungs UHD TV F9005 fjerner magien fra filmene.

Ekstrem detaljering

7. mar 2014
- af Peter Hyldahl - Datatid TechLife

Detaljerne står knivskarpt på Samsungs UHD TV F9005 – nærmest for skarpt.

Dette Samsung er vildt imponerende, fra det øjeblik du tænder for signalet. Billedet står ekstremt detaljeret og med en dybde, så man næsten tror, det er 3D. Det er det ikke, for det kræver 3D-input og 3D-briller, som Samsung naturligvis også kan levere.

Selv uden 3D-signal er der en dybde og en detaljering, som nærmest skriger. Selv via et godt TV-signal (720P) står billedet meget skarpt. Med en Blu-ray-film bliver det voldsomt detaljeret. Det lyder som verdens bedste TV, men det er det altså ikke. Billedet er for udpenslet.

Detaljerne står mejslet ud på en unaturlig måde. Det har den konsekvens, at ser du en film, ligner det en dokumentar. Den glød og varme, der skal være i farverne ved en Hollywood-blockbuster ligner noget fra Discovery Channel. Du føler, du er med i en filmkulisse og ikke er betragter af en film.

Læs også: Fantastiske farver - anmeldelse af Panasonics 4K TV: TX-L65WT600E

Man kunne foranlediges til at tro, at det er UHD-teknologien, der er årsagen, men ser vi på Samsungs almindelige full HD LED-baserede TV'er, kan vi genkende problematikken. Her bliver detaljerne ofte penslet ud på samme måde, og billedet ”råber” meget højt.