AUO brillefri 3D fladskærm

Brillefri 4K 3D-skærm vinder "årets skærm 2012"

29. jun 2012
- af Rasmus Larsen - Flatpanels.dk

Det blev en noget overraskende vinder af titlen for årets skærm på SID-konferencen, hvor branchen fremviser deres nyeste teknologiske landvindinger.

SID-konferencen danner hvert år rammerne for alt nyt indenfor skærmteknologi. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at det er en brillefri 3D-skærm, som fik årets ”2012 Display of the Year Award”; nærmere bestemt AUOs 4K brillefri 3D/2D-skærm.

Brillefri 3D på vej?
3D-fladskærme har ikke fået den vind i ryggen, som TV-producenterne havde håbet på. Men det kan være der stadig er håb med brillefri 3D-skærme.

Producenterne udvikler stadig, og taiwanske AUO er en af dem. Ud over at være en af de største producenter af LCD-skærme i verden, udvikler de også nye skærmteknologier.

På dette års SID 2012 konference blev der blandt andet vist Full HD i 5", en 4K OLED-skærm, kinesiske OLED-skærme og papirtyndt bøjeligt glas.

Alligevel var det AUOs 55-tommer 4Kx2K skærm, der tog æren som årets skærm fra skærmbranchen på SID.